Forskning

  • Mod ’den almene boligsektor 2.0?’ 

  • Demokrati og hjemlighed - Vollsmose under omdannelse

  • Viden og udveksling af sociale ressourcer på tværs af boligområder

  • Fysiske omdannelser, kunst og samskabelse

Mod ’den almene boligsektor 2.0?’ Adam Veng

 

Forskningsspørgsmål: Hvordan arbejder afdelingsbestyrelsen i AKB Lundtoftegade for deres erklærede vision om at udvikle nye fællesskabs- og deltagelsesformer i den almene boligsektor, og hvilke demokratiske relationer mellem formelle og uformelle beboerfællesskaber opstår i dette arbejde?

Fokus: Bestyrelsen i AKB Lundtoftegade hyldes i den almene boligsektor for sin erklærede filosofi om ”at holde såret åbent” i beboerdemokratiet for at sikre, at forskellige perspektiver fra beboere, lokale foreninger og socialøkonomiske virksomheder bliver en del af en robust områdeudvikling. Bestyrelsen ser dette arbejde som et forsøg på at skabe ”den almene boligsektor 2.0”, men erkender selv vanskelighederne i at engagere en stor del områdets beboere. Projektet fokuserer på friktionen mellem de planlagte aktiviteter og de faktiske ønsker, som udvalgte beboergrupper i området giver udtryk for.

Rekruttering af målgrupper: De primære målgrupper i projektet er 1) afdelingsbestyrelsen og dens mange initiativer og 2) de grupper af beboere, som af forskellige grunde ikke deltager i de planlagte initiativer. Adam Veng er med finansiering fra AKB Lundtoftegade ansat som bestyrelsessekretær i boligforeningen og har således adgang til interne møder og seminarer. Gennem indledende etnografisk arbejde er det desuden lykkes at opbygge kontakt til uformelle fællesskaber i området, der ikke føler at bestyrelsen og driftens lytter til deres behov. Disse grupper spænder bredt over hundeejere, støjplagede beboere og unge med anden etnisk baggrund end dansk, som ved, at de gør visse andre beboere utrygge ved at hænge ud på områdets bænke.

Metodisk brug af FÆLLESSTEDER-platformen: Foruden løbende at blive brugt til at dokumentere etnografiske indsigter om stedsbestemte fortællinger og aktiviteter i området, er det et centralt fokus at aktivere beboere gennem platformens deltagelses-element, da det spejler bestyrelsens målrettede arbejde for at beboere tager ejerskab og initiativ i området. Platformen vil dokumentere mødet mellem konkrete beboerforslag og bestyrelsens vision om at lytte til dem, og således vil tilvejebringe viden om, hvilken organiseringsform og argumentation, der skal til for at blive hørt som beboer af en angiveligt lydhør bestyrelse. Ved at aktivere platformen som et værktøj for beboerdemokratisk innovation, lægger projektet op til en undersøgelse af potentialerne og udfordringerne ved AKB Lundtoftegades exceptionelle arbejde med beboerinddragelse, der vil være til gavn for andre boligområder landet over.

 

Demokrati og hjemlighed - Vollsmose under omdannelse
Marie Northroup

 

Forskningsspørgsmål: Hvordan påvirkes lokale beboeres oplevelse af hjem og hjemlighed af indførelsen af helhedsplanerne for Vollsmose? Og hvordan opleves og bruges eksisterende former for demokratisk medbestemmelse? 

Fokus: Vollsmose dækker over seks boligafdelinger med høj kulturel diversitet, hvor der tales mere end 80 forskellige sprog. Det må forventes at de planlagte helhedsplaner for området radikalt vil ændre ved dets sociale og kulturelle dynamik og sammenhængskraft. Spørgsmålet er derfor hvilke forståelser af demokrati og medbestemmelse, der kommer i spil i forbindelse med indførelsen af helhedsplanerne og hvordan disse påvirker relationer mellem beboere og involverede praktikere. Projektet ønsker således at belyser hvordan forholdet mellem oplevelser af hjemlighed og det nærer demokrati, influerer hinanden og former hverdagsliv og fællesskaber i området.

Rekruttering af målgruppe: Delprojektets målgruppen omfatter beboere, der er aktive i lokale fællesskaber omkring det formaliserede beboerdemokrati og andre nabo-fællesskaber, særligt der hvor disse to typer af fællesskaber kommer i kontakt. Der vil være fokus på rekruttering på tværs af alder, køn, etniske tilhørsforhold og socio-økonomiske vilkår. Rekrutteringen sker i gennem deltagelse i beboer-fællesskaber og en indledende undersøgelse af på hvilke måder projektet og brugen af platformen kan understøtte og tilpasses konkrete behov og ønsker i fællesskaberne i området. 

Metodisk brug af FÆLLESSTEDER-platformen: Platformen bruges til løbende etnografisk dokumentation af processer der udspiller sig i indførelse af helheds- og udviklingsplanerne og deres forskellige typer af indvirke på beboernes fællesskaber og oplevelse af hjemlighed i området. Platformen vil blive brugt til vidensdeling om forholdene i boligområdet både internt mellem beboere i Vollsmose og på tværs af boligområder, fx gennem udvikling af konkrete projekter for nye former for praktiske fællesskaber i områder. På den måde åbnes for en dynamisk og inddragende undersøgelse af, hvad det kan betyde for beboere i de almene områder at forstå sig selv som en del af et større samfundsmæssigt boliglandskab og hvordan det måske vil indvirke på relationen til nærdemokratiet. 

 

Viden og udveksling af sociale ressourcer på tværs af boligområder
My Madsen

 

Forskningsspørgsmål: Hvilke sociale ressourcer og måder at organisere sig uformelt på findes i de almene boligområder (både boligområder på regeringens forebyggelses – og omdannelseslister og boligområder, der ikke er på disse lister)? Hvordan kan integration og beboerinddragelse i udvalgte områder af begge typer styrkes gennem samskabelse og vidensdeling?

Fokus: Delprojektet tager udgangspunkt i etnografiske undersøgelser omkring mobilise- ring, virke og betydning af uformelle fællesskaber i de almene boligområder Grantoften, Gadekæret, Generationernes Hus, Kantorparken og Afd. 1 Østergade. Projektet sam- menligner disse fem områder, som ikke figurerer på regeringens lister over forebyggel- ses- og omdannelsesområder med Vollsmose, Tåstrupgaard og Lundtoftegade, som alle er på disse lister. Forebyggelsesstrategier for almene boligområder er kendetegnet ved at 1) de fokuserer på specifikke lokalområder. De udnytter derfor ikke den enorme kapaci- tet for social læring og udveksling, der udspringer af at engagere beboere i forhold til fælles problematikker på tværs af almene boligområder; 2) de ofte baseres på statistisk data om beboersammensætningen af områderne. Dermed inkluderes eller udnyttes de mange lokale, sociale ressourcer der findes ikke i nævneværdig grad. Det er en ambition med projektet at afdække, hvordan disse udvalgte områder kan hjælpe hinanden til so- cial udvikling og bæredygtighed gennem udveksling og videndeling.

Rekruttering af målgrupper: De primære målgrupper i projektet er beboere organiseret i uformelle fællesskaber, der varetager integrations- og omsorgsfunktioner. Disse fælles- skaber identificeres gennem det materiale der lagres på platformen, og vil derefter blive kontaktet for yderligere etnografiske undersøgelser.

Metodisk brug af FÆLLESSTEDER-platformen: Gennem det indsamlede materiale, der vil være tilgængeligt på platformen, undersøger delprojektet, hvilke uformelle fælles- skaber, der findes i områderne; hvordan de formes; hvordan de fungerer; og hvad deres primære funktioner er; samt hvordan de er knyttede til de specifikke områder. Hermed laves en første afklaring af sociale ressourcer både i og på tværs af områderne. De komparative undersøgelser på platformen vil danne basis for opstart af initiativer for udveksling og social bæredygtighed i form af videndeling og læring på tværs af de udvalgte boligområder. Gennem opfølgende etnografisk arbejde i områderne kontaktes nøgleper- soner fra relevante uformelle fællesskaber, og det undersøges, hvordan en bredere ud- veksling i og på tværs af boligområder kan etableres via platformen. Præsentationer af lokale løsningsmodeller, fællesskabspraksis, problematikker m.m. uploades til platfor- men og kan indgå i onlinemøder og diskussionsgrupper samt af udveksling af billeder, reportager og videoer.

 

Fysiske omdannelser, kunst og samskabelse
Mikkel Heller

 

Forskningsspørgsmål: Hvordan påvirker udmøntningen af den fysiske helhedssplan for Taastrupgaard beboernes opfattelse og anvendelse af boligområdet? Hvilken indvirkning har omdannelsesprocessen på beboernes oplevelse af tilhørsforhold og stedsidentitet? Hvilke fællesskaber opstår og udvikler sig på tværs af køn, alder og etnicitet i forbindelse med de fysiske forandringer og de samskabende kunstprojekter der foregår i boligområdet? 

Fokus: I forbindelse med Taastrupgaards omfattende omdannelses- og renoveringsproces har den boligsociale enhed og boligforeningens afdelingsbestyrelse i samarbejde med en række kultur-institutioner, herunder Nationalmuseet, sat en række initiativer og projekter i søen med fokus på samskabende kunst og kulturelt medborgerskab blandt områdets beboere. Med særligt fokus på uformelle organiseringer og uformelle fællesskaber i området undersøger delprojektet beboernes oplevelse af muligheder for at påvirke udviklingen af deres boligområde, samt hvilke beboerdemokratiske sammenhænge de deltager i - eller fravælger. Her lægges særligt vægt på de nævnte initiativer om kunsterisk samskabelse for derved at afdække, hvilken rolle kunst kan spille som potentiel drivkraft og katalysator ift. at skabe beboerinvolvering, engagement, deltagelse og fællesskab i forbindelse med komplekse byudviklingsprocesser, som dem der for øjeblikket udspiller sig i Taastrupgaard og andre steder i den danske almene boligsektor.

Rekruttering af målgrupper: Rekrutteringsarbejdet vil tage afsæt i det etnografiske feltarbejde, som Mikkel Heller har udført i området i siden april måned 2021 i forbindelse med det SLKS støttede kunstprojekt ”Kysset” – mobilisering og forankring af kulturelt medborgerskab i krydsfeltet mellem lokale kunstneriske interventioner, fysiske udviklingsplaner og socialt mix af borgere”. Feltarbejdets afdækning af centrale aktører omkring den fysiske udviklingsplan og de samskabende kunstprojekter har åbnet op for nogle gode rekrutteringsmuligheder blandt områdets beboere, det boligsociale team, afdelingsbestyrelsen, lokale samarbejdspartnere, byplanlæggere, praktikere o.a. relevante målgrupper for projektet med tilknytning til Taastrupgaard.

Metodisk brug af FÆLLESSTEDER-platformen: Platformen og dens digitale værktøjer til deltagelse vil blive brugt systematisk gennem alle projektets faser til at skabe interesse og incitament blandt områdets beboere til at involvere sig i udviklingen af deres boligområde. Samtidigt vil platformen blive brugt som redskab til at engagere specifikke byplanlæggere, beslutningstagere, praktikere o.a. indflydelsesrige aktører i en løbende dialog med områdets beboere omkring udviklingen af ”Fremtidens Taastrupgaard”. Platformen vil desuden blive anvendt som kommunikationsredskab, dialogværktøj og udstillingsplatform i tilknytning til de konkrete kunstprojekter og samskabende aktiviteter i Taastrupgaard, der er planlagt til at udspille sig gennem hele projektperioden.